Afrika på Bornholm

af Solveig Skov

Bogolan - Workshop: ”Kontraster og netværk” Bogolanfin - maling med fermenteret mudder på bomuldstekstil.

I august 2012 var jeg på et ugekursus i Svaneke på Bornholm. Kurset var arrangeret af 4D, en kunstnergruppe i Svaneke og IK (Foreningen International Kontakt). Anette Sonne havde gennem IK skaffet tekstilkunstner Aly Tofana fra Bamako, Mali som under- viser.

Vi var 30 spændte kursister, de fleste var kunsthåndværkere bosiddende på Bornholm, som mødte op kl.10 om lørdagen.

Der var undervisning lørdag, søndag og mandag fra kl. 10-16, og fra tirsdag til torsdag arbejdede vi selvstændigt med lidt hjælp; og fredag var der udstilling på Svanekegården.

Vi afprøvede 4-5 teknikker på håndvævet bomuldsstof vævet af mænd i Mali.

Vi malede først med n’gallaman, et mineral, der findes i ørkenen i Niger, som bliver blandet med vand, aske og ler, på stoffet med en pensel i forskellige mønstre. Så skulle det tørre i solen og være helt tørt inden næste proces. Herefter malede vi mønstre med leret fra Niger flodens dyb - Aly havde selv hentet det op! Efter det havde tørret i solen igen, skulle leret nulres af, og hvis den sorte farve ikke var sort nok, skulle et nyt lag n’gallaman lægges på, tørre i solen igen og så et nyt lag ler på. Stoffet blev også malet med plantefarver for at få flere effekter. Aly havde planter med fra Mali, som han hver morgen kogte i vand, så vi havde flere farver at vælge imellem.

Aly var hver morgen iført en ny, flot dragt, som han selv havde malet mønster på. Han underviste på fransk, som Annette Sonne oversatte. Aly kunne dog også lidt engelsk, og han spurgte altid først, om vi havde sovet godt, og hvordan vi havde det.

Men han syntes, at det var frygtelig koldt, selvom solen heldigvis skinnede alle dagene!

Når vi spurgte ham, om vi ikke ligeså godt kunne stryge stoffet tørt - for vi havde jo travlt! - sagde han: ”Nej, solen er bedst!”

Vi arbejdede også på at lave det ”store arbejde” - et stykke stof på 98 x 150 cm, håndvævet i strimler på 14 cm bredde og syet sammen. Der var 3 farver at vælge i mellem, 2 grønne og en okker, farvet med n’gallaman og plantefarver. Det viste sig, at den sorte farve ikke blev god nok, så vi måtte lægge n’gallaman på igen, inden vi kunne begynde at male det endelige mønster. Vi havde klippet mønstre ud i tykt plast - stencils, og vi malede så et stykke ad gangen, fjernede stencilen og lagde den på det næste sted. Vi startede på dette mandag eftermiddag.

Stoffet, som vi fik, var samme størrelse som det, de giftefærdige kvinder i Mali fik 1⁄2 år før deres bryllup. Hver dag malede de på det dette stykke, når der var ledige stunder, og bar så nederdelen til deres bryllup. Jeg havde valgt at lave fisk på mit stykke. Kanten hele vejen rundt skulle males først, og så hovedmotivet på midten. Heldigvis fungerede min stencil godt, men skulle rengøres ved hvert tryk. Når stykket var færdigt, ætsede vi den hvide farve frem med sodani, og det gav fine hvide mønstre, hvis vi var heldige nok! Det var stærke sager, og hvis vi ikke skyndte os at skylle stoffet efter ætsningen, kunne der blive hul. Mine fingre var både sorte af leret og hullede af sodani.

Imens vi arbejdede med vores stykke, havde Aly fundet et lagen, som han havde duppet i n’gallaman med plantefarve, og da kurset var slut, havde han lavet hele sin livshistorie på dette stykke.

Det var en dejlig uge - og vi lærte alle at sige n’gallaman!