Beretning fra Tekstilmessen i Berlin – Textile Art Berlin 2014

af Inger Weidema

Jeg har igennem nogle år holdt øje med en messe - Textile Art Berlin. I 2014 var der 10 års jubilæum på messen, så min mor og jeg besluttede at opleve dette tekstile arrangement. Vi kendte ikke på forhånd nogen, der havde været der, så vi var på lidt usikre på, hvad det var. Var det mon umagen værd?

Men vi blev positivt overraskede over messen, som både var stor og varieret. Den gode oplevelse begyndte faktisk allerede ude på vejen foran messestedet – skolen Carl-von-Ossietzky-Schule. Ned ad gaden var der balloner ophængt i hegnet - og vel og mærke i smagfulde gyldne og sølvfarvede toner. Inde på området blev vi budt velkommen af to søde elever – der hjalp os til rette.

Hvad var det så der ventede os?

Messen havde i år 125 stande, 24 individuelle udstillinger med såvel enkeltkunstnere som grupper, modeshow, 28 workshops, foredrag og diverse demonstrationer af metoder og maskiner. Altså et festfyrværkeri af tekstile oplevelser. Der hele fordelt på 4000 m2, dvs. på gange og i klasselokaler rundt på hele skolen. Disse lokaler fungerede for det meste godt nok – om end nogle af de større kunstværker led lidt under at være i små rum (typisk 70’er skolebyggeri).

Spændende kunstnere

Der var noget for enhver smag på messen, både filt, tekstiltryk, strik, hækling, kunsttøj (”art to wear”) og tilbehør, broderi, perler, quilt og vævning. Et sanse-bombardement i farver og ideer. Det er svært, at fremhæve nogen frem for andre – men vi prøver her alligevel at nævne nogle kunstnere, som for os var særligt interessante:

  • Rita Zepf fra Berlin – tråd-skitser eller fortællende broderi. Hendes broderier var poetiske men med bid (se mere www.textil-kunst.de). 
  • Monika Schiwy-Jessen fra Feiburg – Tekstilcollager med foto- transfers. Meget fornemt udført og med god sans for komposition.

  • Gudrun Leitner fra Berlin – Artquilts med helt egenartet minutiøs fotogra- fisk stil (prøv at google hendes navn på googles billedvisning – eller gå til www.gutggok.com).

  • Elsbet Wiens fra Offenbach – nålebinding med tynd rusten jerntråd. Hun viste bla. trådskulpturen ”From the sea” som vandt pris på Minitextil Bienalen i Gdansk, Polen.

  • Inga Liksaite fra Kaunas i Lithauen – maskinbroderi på stof og filt med guld og lak. (www.liksaite.com eller liksaite.blogspot.com)

Workshop og nye teknikker

Vi deltog i en sjov lille workshop under ledelse af Judith Mundwiler fra Schweiz (www.judithmundwiler.ch), som viste os, hvordan man med barberskum og akryl-farver kan trykke mindre tekstil-tryk på en nem og hurtig måde.

Vi kunne på messen også se, at de japanske teknikker ”Sashiko” og ”Shibori”, som kendes og bruges i Danmark blandt filtere og blandt tekstiltrykkere også internationalt går deres sejrsgang. Et helt rum var dedikeret til dette japanske udtryk.

Vi synes også meget godt om en udstilling af minitekstiler. De udstillede mini-værker (20x20 cm) var fremstillet af udstillere og stadeholdere på opfordring af messeledelsen. Det gode ved denne lille udstilling var dens enhedspræg på grund af de fælles farver (rød, hvid, blå i bestemte procentsatser). Disse meget stramme regler gav de vidt forskellige udtryk og metoder en super sammenhængskraft, som vi sjældent har set for så forskellige teknikker. En ide man godt kunne bruge til udstillinger i foreningsregi?

Også på kursusfronten var der inspiration til fremtidige kurser, da flere af udstillerne samtidig underviser, som del af deres kunstneriske virksomhed.

Specialitets cafeen

Og så var der pauserne. Skolens elever hjalp som sagt til, hvor de kunne og styrede både garderoben, boghandlen og den fine specialitets café. I cafeen kunne man for rimelige penge købe både frokost, kage, friskpresset juice og kaffe/te dagen igennem. Da skolens elever overvejende er af anden etnisk herkomst (end østberlinere, altså), var der en rigdom af spændende retter – men også tysk ”Käsekuchen”. Alle retterne var hjemmelavede af eleverne (og deres mødre, mon ikke?). En super sympatisk ide – fordi de nok fik en skilling til skolerejsen og vi kunne koncentrere os om tekstilerne.

Praktiske deltaljer

Messen arrangeres hvert år af ”Galerie in der Victoriastadt” og ”Fachverband Textil”. Messen finder sted igen næste år 27.-28. Juni. Se mere på www.textile-art-berlin.de.