En tekstil oplevelsesrejse til Japan

af Inger Weidema

Jeg har i mange år ønsket mig at komme til Japan for at se deres kunst og håndværk med egne øje. Det var de særlige tekstile teknikker som fx kumihimo, sashiko og shibori, der fristede mig. Eksotiske navne på spændende japanske teknikker, som jeg ved, at også mange andre medlemmerne i Hovedstadens Husflid er blevet opmærksomme på i de senere år, gennem vores kurser og via egne forsøg. 

JapanEndelig, i slutningen af 2014, lykkedes det for mig at komme af sted. Her følger en lille lystvandring gennem nogle af de specielle og dybt forfinede håndværk, som jeg mødte på min tur.

Min første aha-oplevelse på det tekstile område var på en slags byhistorisk museum, Edo Tokyo Museet, som viser hvordan folk og håndværkere levede og arbejdede i Edo-perioden (mellem 1603 and 1868). Her lærte jeg om ”Furoshiki” en indpakningteknik med et kvadratisk klæde. I Japan er indpakningen af en gave lige så vigtig som indholdet, og i Edo tiden brugte man furoshiki til at pakke sit tøj ind, når man var på badeanstalt. Den gang var klædet naturligvis håndtrykt, nu om dage er de maskinfremstillede. De to sider af stoffet er forskellige, således at den dobbelte knude hvormed pakken knyttes sammen fremhæves. Jeg forstod nu, at det jeg havde set som meget smukke ”lommetørklæder” (50x50 cm) i mange butikker i stedet var furoshiki indpakningskulturen er altså stadig meget levende og et smukt alternativ til plastikposer.

Et andet stop var Sen-so-ji Templet, hvor der også ligger en lang markedsgade fyldt af spændende små madboder og butikker. Meget er naturligvis vældigt ”turistet” og kulørt, men der var små oaser af kunsthåndværk. Med hjælp fra turistkontoret fandt jeg bl.a. hen til nogle gode butikker, en med ”Kumihimo” og en med papirvarer.

Kumihimo fletteknikken havde jeg selv prøvet kræfter med, så det måtte jeg jo opleve i originalversionen. I Japan fletter man de smukkeste kimono-bælter. De var meget smukke men også vældigt dyre, da der jo er meget arbejde forbundet med teknikken, når man bruger såvel silkebånd som komplicerede fletmønstre.

Papirbutikken var et slaraffenland af smukt papir. Det meste var ”Washi” papir lavet af Papirmorbærtræet (Kozo) med farvetryk på. En helt speciel æstetik med småmønstrede og ret ”nuttede” tryk. Den hjælpsomme dame i turistbutikken havde foræret mig en hjemmefoldet trane i origamiteknik, da hun hørte jeg var interesseret i kunsthåndværk. Og det var sjovt, at se den levende interesse for råmaterialerne til origami og fornem brevskrivning folde sig ud i butikken. Jeg selv var mere interesseret i de rustikke papirer af sjove fibre. Selvom jeg overhovedet ikke kunne gøre mig forståelig på japansk, lykkedes det mig af finde ”guld” i form af et smukt ark Itajimepapir. Itajime fremkommer, når man folder et stykke papir (eller stof) og klemmer det mellem træstykker, mens det dyppes i forskellige farvebade.

Min rejses højdepunkt kom dog i Arimatsu, hvor jeg af Tina Rasmussen fra vores forening, havde fået et tip om at der var et Shibori Museum. Det var der sandelig, og det viste sig, at en stor del af den gamle bydel var et helt frilandsmuseum for dette kunsthåndværk. Gamle farverhuse, købmandsgårde og salgshuse langs den centrale handelsgade. I dag en stille by, men man må forestille sig, hvordan det en gang i Edo tiden, hvor Shibori tekstil havde sin storhedstid, har summet af liv i Arimatsu. Shibori en er reserveringsteknik hvor man folder og binder om dele af stoffet (eller syr) – andre steder i verden kaldes det bl.a. ”Tie-dye”. To ældre damer sad på museet og viste hvordan man gjorde, og selv om vi ikke kunne tale sammen lykkedes det dem, med fagter, at forklare lidt om teknikken. Jeg havde på forhånd prøvet lidt selv – men var fuld af beundring over deres tekniske kunnen. Man fortalte mig, at for at blive ekspert skal man arbejde med teknikken i 60 år!

I Arimatsu har man traditionelt arbejdet mest på bomuld. I Kyoto besøgte jeg et andet shibori-museum, som havde fokus på Kyoto stilen (som primært er på silke). Der var nogle fantastiske kimonoer, som det tager flere år at fremstille (der går 11,5 meter stof til en traditionel kimono). Jeg var salig, da det lykkedes mig at finde nogle korte baner af en gammel kimono i en nærliggende butik til at tage med hjem, et dejligt minde til en lidt overkommelig pris. Nær ved lå Nishijin Textile Centre, som havde mode opvisning med kimonoer og arbejdende værksteder med silke maleri, vævning, kimonosyning mv.

Jeg så naturligvis en mængde templer og andre gamle bygningsværker og smagte en masse spændende mad. Men også Raku museet i Kyoto og en keramikudstilling med Celadon-keramik fra Sung-tiden på MOMAT- museet i Tokyo gjorde indtryk.

Alle steder var tingene præget af den helt særlige japanske tilgang til håndværk som kunst, alle tingene var så utroligt fine og vellavede, godt håndværk simpelthen. En særlig variant var artefakter til teceremonien – bevidst rustikke og besjælede. Jeg så med glæde, hvordan japanske museumsgæster udviste stor interesse for de gamle håndværk, en mand studerede en bestemt tekop i tyve minutter. Og selv følte jeg flere gange nærmest eufori ved at opleve det høje kunstneriske niveau. Naturligvis kræver disse resultater en helt særlig arbejdsetik, som kan være svært at se for sig i en dansk sammenhæng, men hvor var det dog spændende at opleve alt det eksotiske på nært hold. 

Links: